
Få afstemt forventningerne med praktikanten
Når man har praktikanter er det vigtigt, at man bruger den prøveperiode, der er. Prøveperioden har en varighed af 1 måned, og bordet fanger, hvis man ikke har afstemt forventningerne.
99,5 procent af alle praktikforløb fungerer fint. Der er forventningsafstemt både før aftalen indgås og i løbet af prøveperioden. Og det er yderst vigtigt, lyder det fra ALT-HR, der har stor erfaring med rekruttering af blandt andet praktikanter til landbruget.
”Vi oplever desværre, at man nogle steder ikke får talt tingene ordentligt igennem og afstemt forventninger, inden man indgår en aftale med en praktikant. Den første måned, prøveperioden, går hurtigt, og når den udløber er man som arbejdsgiver bundet op på at færdiggøre praktikantens forløb eller om nødvendigt finde en anden plads til vedkommende,” siger direktør Dennis Calender, ALT-HR.
Gælder det praktikanter fra udlandet, skal man lade praktikanten blive boende til han finder ny praktikplads eller sørge for, at vedkommende kan rejse hjem.
Undgå konflikter
I ALT-HR er rådgiverne vant til at tage snakken med både praktikant og arbejdsgiver, så alle emner bliver vendt og forventningerne kommer frem i lyset. Det er både de positive og de negative emner, der skal drøftes både inden ansættelsen og i prøveperioden, så man kan undgå konflikter på længere sigt.
”Og det er vigtigere end nogensinde, for lige nu, hvor der mangler arbejdskraft i landbruget, er det ikke hver gang, at man får de praktikanter, man ønsker. Så handler det om, at man lægger sig i selen for at få det til at fungere med dem, man kan få – og her spiller forventningsafstemningen en kæmpe rolle,” siger Dennis Calender og tilføjer:
Brug prøveperioden positivt
”Der er per definition hverken dårlige praktikanter eller dårlige arbejdsgivere, men belært af erfaringer ved vi, at manglende forventningsafstemning kan give bøvl. Hos ALT-HR er afstemningen og samtaler herom en del af vores rekrutteringsforløb, når vi ansætter praktikanter. Så vores opfordring er klar: Husk at få snakket tingene igennem og brug prøveperioden positivt.