Udgivet d. 28. september 2022

Alice siger farvel til lønnen

Det er vemodigt at sige farvel til de mange gode kolleger, men Alice Wrang ser også frem til sin efterløn og til at få mere tid til familien.

 

Når Alice Wrang 1. oktober 2022 går på efterløn, sker det samtidig med 10-års jubilæet i LandboSyd-regi, senest i ALT-HR. Alice Wrang har siden 2012 arbejdet i HR, hvor hun sammen med lønteamet har sørget for at lave løn for kunderne, med alt hvad det indebærer.

”Der kommer kontinuerligt nyt på området. Vi har i min tid skiftet fra M-løn til Lessor og nu DataLøn. Det er altid spændende, men nu synes jeg, at der skal være mere tid til mig selv,” smiler hun.

Den tid skal blandt andet bruges til nogle gode gåture i naturen og skoven omkring Holbøl, hvor Alice bor sammen med sin mand Kresten. Der skal også være mere tid til flere løbeture og spinning, men ikke mindst skal der være tid til børn og børnebørn.

”Vi har et barnebarn på 15 måneder og til februar kommer nummer to. Det er dejligt at vide, at jeg kan prioritere dem,” siger Alice.

 

Tid til julebagning

Alice blev uddannet hos Interfrost i Padborg, inden turen gik til H.P Therkelsen, hvor hun også arbejdede med løn. Herefter kom de tre børn til; Steffen, der nu er 30 år og snart far til to, Stine på 28 og Simon på 26 år.

”Da de blev lidt større begyndte jeg hos Arla i Kruså, inden jeg så kom til LandboSyd. Jeg har været rigtig glad for for mit arbejde, og jeg har haft de bedste kollegaer man kan ønske sig. Så det er også med vemod, jeg stopper nu, men det er tid nu,” siger hun.

Men der er en ting mere, hun lige umiddelbart ser frem til at have mere tid til. Det er december og julen.  

”Vi har jo altid haft lønkørsler og ret travlt lige op til jul. Nu glæder jeg mig til at kunne få gang i julebagningen igen og nyde og alt det der med julen,” smiler hun.

Alice Wrangs afsked markeres med et internt arrangement hos ALT-HR.