
21. april kan udenlandske landbrugspraktikanter igen rejse til DK
21. april kan udenlandske landbrugspraktikanter igen rejse til Danmark. Regeringen har lempet coronarestriktionerne.
Med aftalen om en gradvis genåbning af rejser ind og ud af landet er døren for udenlandske landbrugspraktikanter igen blevet åbnet.
Fra 21. april kan de igen rejse ind i Danmark.
Listen over anerkendelsesværdige formål, som udlændinge kan rejse ind i Danmark med, udvides nemlig. Fra den 21. april kan udenlandske højskole- og efterskoleelever, udvekslingsstuderende, landbrugspraktikanter, ægtefæller, sommerhusejere, bådejere eller personer, der har en fast liggeplads i Danmark rejse ind.
"Det er for mange en kæmpe lettelse. Både for de landmænd, der har måttet klare sig uden praktikanternes arbejde, og for de unge, der ikke har kunnet komme på deres planlagte praktikophold i Danmark," siger Dennis Calender, direktør i ALT-HR.